torsdag den 28. april 2016

Lidt lunere luft


Faunaforurening med påskeliljer i sivskoven

Hvert år kommer der lige en klat påskeliljer i sivene lige neden for de første huse her på "Guldkysten". Faunaforurening - men det ser da lidt festligt ud. Så lad gå. Sivskovene skal nok klare det. Det kolde, kolde vejr er lidt på retur og blæsten er flovet. Samtidig er de første forårsblomster ved at visne ned. Anemonerne har allerede brune ender på kronbladene.

Anemoner med brune kronbladsender

Men det ser stadigvæk godt ud med det hvide blomsterklynger på skrænterne her ved "Guldkysten". Som jeg før har været inde på, er det pudsigt med alle disse skovbundsblomster uden skov; nogle mener det er den sidste rest af en løvskov, der forlængst er fældet og væk.

Klynger af anemoner ved Kilens bredder

Mens jeg spankulerede vestover på stien brød Solen pludselig igennem. Struer tog sig ret godt ud, og Deres udsendte kastede en ganske lang skygge i Struers retning.

Samtidig var følelsen af forår næsten hel autentisk, men så kom der altså også lige en kold byge indover! Man skal ikke komme for godt igang med forårsfornemmelserne. Imens gik Solen ned i skyerne mod vest, og tændte en regnbue inde over Struer mod sydøst.

Jeg spankulerede hjem lidt våd og lidt kold og glæder mig til lidt lunere aftner. Jeg lader billederne fortælle resten.

Struer i den nedgående Sols stråler og fotografens lange skygge
Byger fra vest og en flok knopsvaner, der fouragerede flittigt nede på Kilen
Solnedgang mellem bygeskyer
En forsigtig regnbue ender i Sarpsborgparken




Ingen kommentarer:

Send en kommentar