søndag den 12. juni 2016

Slangeurt


Slangeurt - eller pileurt - har slået sig ned ved Kilen. De står lige ved Kilstien, hvor husene tæt langs stien 'ophører'/rykker tilbage et stykke ude mod vest. Nogen må have sluppet den ud fra en have, da den ikke er naturligt forekommende i Danmark, og da den bruges som prydplante i haver.

Den breder sig kraftigt. Den er flerårig (en staude). Den ser nu ret flot ud der på kanten til Kilen. Men den burde ikke være her. Den er, som sagt, ret ekspansiv og breder sig hurtigt - og med sin kraftige vækst undertrykker den anden naturlig vegetation.

Slange-navnet har den efter sin snoede rod. Dens latinske navn Bistorta officinalis betyder også (første led) "dobbeltsnoet" - eller noget i den retning. Den har nærmest aks - en kærte - med tætsiddende blomster.


Selvom den er flot, er det alligevel ret irriterende, at beboerne i husene her på "Guldkysten" stadig smider deres haveaffald ned ad skrænterne. Man skulle ikke tro, at de selv bor her og - undskyld mig - skider i egen rede. Bredderne er fredede, og os der bor her må da gå forrest for at beskytte den unikke natur, vi bor i. Det er ikke i orden!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar