tirsdag den 12. juli 2016

Engbrandbæger med gæster



Sidst fortalte jeg om engrandøje-sommerfugle på en engbrandbæger. Her til aften har jeg mødt 2 andre typer dyreliv i engbrandbæger. Oven for er en natsommerfuglelarve - larven af blodplet. Ja, det lyder værre, end det er. Der er ikke en særlig blodig historie, men refererer til farven på den meget flotte rødsorte nat-sommerfugl. Larverne er åbenbart lige kommet frem. De lever på og af engbrandbæger, der er for blodpletlarven, hvad nælden er for nældens takvingelarve; barndomshjem og spisebord i en lækker kombi.

Husk, at for husdyr er engbrandbæger dødeligt giftig. De skal nok lade være at spise den frisk, men den grimme smag forsvinder, når den er tørret som i hø, og det er farligt!

Nedenfor er der romantik - eller rettere erotik - for alle pengene. Stadiet før barndomshjem, jf. ovenfor, om man så må sige! Et par rød kardinalbille går rigtig til den i en blomsterseng. Der er gang i formeringen i insekternes verden.

De bagerste blomster, der ikke er fuldt udsprungne, ligner et bæger med flammer op af, hvilket nok er forklaringen på navnet, sammen med det grønne bægers toppe er sortsvedne; det er nok forklaringen på navnet, engbrandbæger.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar